Hvad er jin shin jyutsu?
Jin shin jyutsu – der udtales djin sjin djitsu – er en effektiv akupressur, der genopretter kroppens balance ved hjælp af lette, rolige tryk på kroppens meridianpunkter.
Jin shin jyutsu har samme rødder i asiatisk medicin som f.eks. akupunktur og zoneterapi. Disse behandlingsformer er baseret på at genskabe balance i energistrømme, som bevæger sig gennem kroppen i et system af bestemte forløb, også kaldet meridianstrømme. Jin shin jyutsu er baseret på viden om, at mennesket er gennemkrydset af et tæt ’gitter’ af energistrømme, meridianerne, ved hvis hjælp kroppens funktioner understøttes og reguleres.
Behandling og selvbehandling
Kineserne anvendte meget tidligt denne viden til at udvikle akupunkturen, og japanerne fortsatte med at udvikle og raffinere akupressuren og dermed arbejdet med hænderne. Det har den klare fordel, at man også selv kan anvende teknikken, og gennem vejledning fra sin behandler medvirke til egen helbredelse.
Hvad kan jin shin jyutsu behandle?
Der findes ikke en udtømmende liste over, hvad jin shin jytusu kan afhjælpe. Udgangspunktet er, at man kan arbejde med et uhyre bredt spekter af helbredsmæssige problemer: Forudsætningen er, at man har ønske, vilje – og tålmodighed – til at benytte denne helhedsorienterede helbredelsesform, og resultaterne bliver ofte rigtig gode.
Herunder kan du se et lille udsnit af de mange forskellige områder, hvor jin shin jyutsu kan hjælpe:
’Influenza-stop’ ved optræk til virusangreb
Blærebetændelse - og opbyggelse af større resistens fremover
Kronisk bihulebetændelse
Søvnbesvær
Stress (stresshåndtering – fysiske og psykiske symptomer)
Angstsymptomer (fysiske symptomer)
Overgangsalder-problemer
Uregelmæssige eller/og kraftige menstruationer og andre cyklusbestemte ubalancer
Cyster i underlivet hos kvinder
Gigtsygdomme
Skimmelsvampforårsagede symptomer
Eftervirkninger efter større operationer
Jeg har arbejdet med jin shin jyutsu i mere end tolv år med gode resultater på en bred vifte af områder. I hvert enkelt tilfælde foretager jeg en individuel vurdering i samarbejde med den enkelte person.
Ofte vil jin shin jyutsu kunne hjælpe på selv genstridige problemer, men udgangspunktet er altid en personlig kontakt og samtale med mig som basis for den eventuelle behandling.